Hvornår er strøm billigst? 

Når du som kunde hos Gasel køber El til børspris, er du sikker på, at du ikke betaler mere pr. kWh, end vi selv giver for den.

Prisen på strøm varierer dog. Fra dag til dag og fra time til time. Det samme gør nemlig udbud og efterspørgsel.

Her kan du se seneste måneds gennemsnitlige elpris.

 

Strøm er billigst, når der er masser af den

Produktionen af strøm foregår hele døgnet rundt. I perioder på døgnet bruger vi dog generelt ikke særlig meget strøm. For eksempel når vi sover.

På andre tidspunkter bruger vi til gengæld mere strøm, end den grundlæggende elproduktion kan følge med til. Så skal der sættes ekstra ressourcer ind for at kunne følge med efterspørgslen, og så stiger elprisen. Det koster nemlig penge at producere strøm og dermed også endnu flere penge at producere endnu mere strøm.

Imellem kl. 17 og 20 bruger vi danskere typisk mest strøm til madlavning, tøjvask, elektronik, belysning osv. Derfor er belastningen på elnettet som regel også størst i denne periode. Det betyder, at elprisen ofte er højere på det tidspunkt. Det samme kan gælde i de tidlige morgentimer fra kl. 6-8, hvor landet vågner og gør sig klar til en ny dag.

Derudover vil den rå elpris ofte være lav om natten, men det er langt fra altid her, at det samlet set er billigst for dig at bruge strømmen. I dag er elnettets nettariffer (prisen for at få transporteret strømmen) nemlig indrettet efter en tidsdifferentieret model. Det betyder, at transporten af strøm er markant dyrere i de timer, hvor nettet er belastet. Selvom råprisen på strømmen er lav om natten eller i de tidlige aftentimer, kan de høje tariffer i vinterhalvåret betyde, at det bedst kan betale sig at placere sit forbrug midt på dagen, hvor solceller og vindmøller producerer masser af grøn energi, og tarif-satserne er lavere.

Når solen bager fra en skyfri himmel, eller det blæser meget, opstår der ofte et enormt udbud af vedvarende energi. Da denne strøm skal bruges med det samme for at holde elnettet i balance, opstår der jævnligt "negative priser". Her går den rå elpris i minus, og du får i teorien penge for at bruge strøm. I praksis falder den samlede pris på din elregning dog sjældent under 0 kr., da du stadig skal betale tariffer til netselskabet samt moms og den statslige elafgift.

 

Prisen på strøm påvirkes af flere faktorer

En ting er dog udbud og efterspørgsel, når det kommer til prisen på strøm. En anden er ydre faktorer.

I perioder med optimale vindforhold vil der for eksempel bliver produceret masser af strøm. Det samme gælder for vandkraftværkerne, hvis vi har haft en periode med meget nedbør. Hvis du vil vide mere om, hvordan energimixet i de danske stikkontakter er sammensat, kan du læse mere om, hvor kommer strømmen fra i vores dybdegående guide.

Omvendt vil mængden af strøm være lavere, når vinden ikke har blæst helt så meget, som den plejer, og der i Norge og Sverige mangler vand i vandreservoirerne. Begge dele betyder, at der skal skrues op for strømproduktionen på for eksempel kulkraftværker og biobrændselsanlæg for at imødekomme behovet.

Forholdene i verden generelt har også stor betydning for, hvornår strømmen er billigst. Geopolitisk uro, skiftende gaspriser i Europa og den gradvise udfasning af fossile brændstoffer skaber naturlige udsving på den nordiske elbørs, Nord Pool. Jo mere uforudsigeligt markedet er, jo vigtigere bliver det at have en elaftale, der følger markedsprisen time for time, så du kan slå til, når prisen dykker.

 

Vi skal blive bedre til at udnytte strømmen optimalt

Generelt stiger danskerne elforbrug. Blandt andet fordi der kommer flere elbiler på vejene, og mange omlægger deres varmeløsninger fra gas- og oliefyr til eldrevne varmepumper.

For at kunne imødekomme det stigende elforbrug på bedst mulige måde, skal vi som forbrugere derfor til at lære at udnytte elnettet hele døgnet rundt, og ikke blot i de timer vi er hjemme og aktive. 

Det gør vi ved at flytte noget af vores elforbrug fra de belastede eftermiddags- og aftentimer og i stedet fordele det mere jævnt over døgnet til de tidspunkter, hvor der ligger masser af strøm klar og venter på os. Den absolut mest gennemskuelige måde at gøre dette på er ved at vælge el til børspris, hvor din pris på strømmen følger markedsprisen time for time uden skjulte tillæg.

Dermed minimeres behovet for supplerende strømproduktion på for eksempel CO2-udledende kulkraftværker. Det skåner miljøet og gør som en ekstra bonus for dig din strømregning mindre.

 

Sådan kan du flytte noget af dit strømforbrug

  1. Vask tøj om natten, hvis du har mulighed for det – eller programmer maskinen til at vaske midt på dagen.
  2. Har du en varmepumpe, så skru ned for denne mellem kl. 17-20.
  3. Start din opvaskemaskine når du går i seng, eller programmer den, så den automatisk starter, når strømmen er billig.
  4. Lad din elbil op om natten, og hold desuden øje med priserne i appen.