Bliv klar til efterår og vinter med korrekt indstilling af radiator og termostat 

Der er flere fordele ved, at du indstiller dine radiatorer og termostater korrekt. Først og fremmest får du en mere stabil rumtemperatur og derigennem et mere behageligt indeklima. Dernæst sparer du også penge på din varmeregning, når termostat og radiator er indstillet hensigtsmæssigt. 

Hvordan du helt konkret finder frem til den rigtige indstilling af dine radiatorer og termostater, får du hjælp til i denne artikel.

 

Sådan indstiller du radiator og termostat korrekt

Den ideelle rumtemperatur er 21 grader. Hvor meget din radiator skal stå på for at opnå denne temperatur kan variere fra bolig til bolig. Her må du derfor prøve dig frem. 

Termostaten bør dog ikke stå på mere 3 ½. Er du nødt til at skrue din radiator længere op for at opnå en stabil rumtemperatur, kan det være tegn på, at fremløbstemperaturen på dit varmeanlæg er for lav. Kontakt eventuelt en VVS'er, hvis du er i tvivl.

For hver grad du hæver temperaturen, stiger dit varmeforbrug i øvrigt med cirka fem procent. Det kan derfor godt betale sig at holde øje med temperaturen og bruge lidt tid på at indstille radiatorerne korrekt.

 

Hold en stabil rumtemperatur

Ved at have en ensartet temperatur i alle boligens rum slipper du for varmetab til for eksempel det kolde bryggers eller badeværelse. Selvom du husker at lukke døren til husets kølige rum, vil der nemlig stadig løbende trænge kold luft derfra til de tilstødende lokaler. 

Den kolde luft får de tændte radiatorer i de opvarmede rum til at arbejde en lille smule hårdere end de ellers skulle. Dermed bliver besparelsen på at undgå opvarmning af enkelte rum ofte forsvindende lille på bundlinjen.

Hold i stedet en stabil rumtemperatur i alle boligens rum gennem korrekt indstilling af radiator og termostater. 

Er der alligevel rum i din bolig, du ikke ønsker at opvarme, så hold altid døren lukket hertil – og sænk aldrig temperaturen til under 14 grader. Ellers kan der opstå problemer med kondens, fugt og skimmel.

 

En radiator bør ikke dækkes til

En ting er, at termostat og radiator er indstillet korrekt. En anden er hver enkelt radiators mulighed for at lade varmen sprede sig ud i rummet.

Mange radiatorer bliver nemlig ikke udnyttet korrekt, idet de bliver forhindret i at fordele varmen optimalt. For eksempel fordi de er tildækket af en sofa eller der hænger gardiner ned foran. Dermed bliver varmen bremset på sin færd ud i lokalet og du opnår dermed ikke fuld varmeeffekt af din tændte radiator på trods af korrekt indstilling.

Sørg i stedet for at varmen kan komme ud i rummet ved ikke at dække dine radiatorer til. Så får du mest gavn af den. 

 

Lad alle dine radiatorer samarbejde

Det kan være nærliggende at tænke, at jo færre radiatorer der er tændt, jo lavere varmeregning. Det er imidlertid ikke tilfældet. I nogle tilfælde kan det ligefrem være en dyrere løsning at varme hjemmet op på denne måde.

Årsagen er, at én radiator - der skal opvarme et helt rum - skal arbejde hårdere end 4 radiatorer, der samarbejder om opgaven. Sammenlagt bliver effekten der anvendes således højere, jo færre radiatorer der er tændt. Indstil derfor i stedet alle radiatorer i et rum ens.

 

Har du gulvvarme, så indstil også denne korrekt

Reaktionstiden på gulvvarme er typisk længere, end det er tilfældet med traditionelle radiatorer. Der kan derfor gå helt op til 12 timer - afhængigt af om gulvet er af træ eller der er tale om klinker - inden varmen slår igennem og har varmet huset op.

I den tid kan man nå at justere termostaten mange gange i den tro, at der er brug for at skrue endnu højere op, end det er tilfældet. 

Når du skal indstille din gulvvarme, anbefales det derfor, at du skruer rumtermostaten op på 17-18 grader, når aftenerne begynder at blive kolde i starten af efteråret. Når temperaturen senere også bliver lav i løbet af dagtimerne, kan rumtermostaten derefter indstilles til den temperatur, du ønsker at vedligeholde vinteren igennem.

Men husk at give gulvvarmen tid til at finde sit leje, inden du skruer yderligere op eller ned. 

 

Sænk aldrig temperaturen med mere end 3 grader

Mange sænker temperaturen i hjemmet om natten eller om dagen, når de ikke er hjemme. Enten ved manuelt at skrue ned for varmen eller ved hjælp af automatisk indstilling af termostat og radiator i form af intelligent tidsstyring.

Det er naturligvis en god metode til at spare på varmeregningen, men kun hvis du ikke skruer for langt ned. 

Bliver rumtemperaturen mere end 3 grader lavere, vil dine radiatorer nemlig skulle arbejde ekstra meget for igen at opnå et behageligt indeklima. Dermed bliver besparelsen på at sænke temperaturen brugt på en ekstraudgift til at genopvarme boligen.

 

Luft ud med gennemtræk i stedet for at lade vinduer stå på klem

For at skabe et godt og sundt indeklima er det vigtigt, at du lufter ud med gennemtræk i cirka 5 minutter flere gange om dagen. Husk at skrue ned for hver enkelt radiator imens og tænd igen på den korrekte indstilling, når du er færdig.

Det kan være fristende i stedet at lade et vindue stå på klem dagen igennem – men i forhold til varmeregningen er det sjældent en god idé. 

Når et vindue står åbent hele dagen, vil det nemlig resultere i afkøling af vægge og andre overflader. Det gør det sværere at genopvarme hele rummet efterfølgende. Den samlede mængde forbrugte energi vil således være større, end hvis du i stedet blot luftede ud kortvarigt.

 

Mærk på dine radiatorer

Det er en god idé jævnligt at mærke på dine radiatorer med en hånd for at tjekke, om varmen udnyttes optimalt. En radiator med korrekt indstilling bør være varm i toppen og kold i bunden. Er dine radiatorer varme både foroven og forneden, udnytter de ikke varmen ordentligt. 

Årsagen skal findes i måden, en radiator fungerer på: Nemlig ved at varmt vand strømmer ind i toppen, afgiver varme til selve radiatoren og dermed rummet, og derefter strømmer ud afkølet i bunden.

Er vandet stadig varmt, når det ankommer til radiatorens bund og sendes ud af radiatoren, spilder du således værdifuld varme. 

I nogle tilfælde skyldes problemet, at der er luft i radiatoren. Ofte kan du endda høre det i form af klukken og rislen. Er det tilfældet kan du selv forsøge at afhjælpe problemet på følgende måde:

  1. Sluk for boligens cirkulationspumpe og vent 5 minutter.
  2. Find et viskestykke og tag fat i udluftningsventilen på den pågældende radiator med en papegøjetang - og drej mod uret, så der lukkes luft ud. Bliv ved, til der følger vand med. 
  3. Start for cirkulationspumpen igen.

Hjælper det ikke, så kontakt en VVS’er. 

 

Kontroller din radiators ventiler

Når en radiator har været lukket, for eksempel om sommeren, kan ventilnålen efterfølgende sætte sig fast, når der igen åbnes for varmen om efteråret. Det bevirker, at radiatoren ikke bliver ordentlig varm, når du forsøger at ramme en korrekt indstilling på termostaterne.

Du tjekker om radiatorventilerne virker ved at skrue helt op for varmen og mærke efter, om radiatorerne bliver varme over det hele. 

Gør de dét, skruer du helt ned igen. 

Derefter mærker du på radiatorerne igen efter et par timer. Her skal de igen være blevet kolde.

Er det ikke tilfældet, kan det skyldes en defekt radiatorventil eller at ventilnålen har sat sig fast. Noget din VVS’er kan hjælpe dig med at få bragt i orden.

 

En ny cirkulationspumpe kan give besparelser på elregningen

En cirkulationspumpe sender det varme vand rundt i dine radiatorer eller i slangerne til din gulvvarme. Den sidder typisk ved dit varmeanlæg eller i forbindelse med din gulvvarme – og i nogle hjem er der flere af slagsen.

Hvis din cirkulationspumpe er mere end 15 år gammel, bruger den formentlig uhensigtsmæssigt meget strøm i forhold til nyere modeller. Det kan derfor sandsynligvis godt betale sig at udskifte den. 

En nyere cirkulationspumpe tilpasser sig boligens svingende behov og bruger for cirka 200 kroner strøm om året. En gammel pumpe, der kører for fuld kraft hele tiden, kan imidlertid bruge strøm for helt op til 900 kroner om året.

En cirkulationspumpe fås i mange tilfælde for omkring 1.500 kroner. Udgifterne til en ny er således hurtigt tjent hjem på de besparelser, du opnår i kombination med en korrekt indstilling af radiator og termostater.

 

Yderligere besparelser i vinterhalvåret

Udover at gøre din varmeregning mindre ved at indstille dine radiatorer korrekt, kan du yderligere spare penge i vinterhalvåret ved hjælp af nogle små ændringer.

Særligt når det kommer til din vinterbelysning, kan du med enkle justeringer skåne både din økonomi og miljøet. Læs hvordan her.

Se også vores guide til LED- og elsparepærer, når du skal udskifte pærer i din udendørs belysning