Masser af gode energispareråd
Hos Gasel betyder kontakten til vores kunder meget. Vi bliver derfor altid glade, når vi hører fra jer. Særlig glæde vakte de mange mails i forbindelse med vores konkurrence med temaet ”energispareråd”.
Vi bad nemlig vores kunder om at indsende deres bedste energispareråd og energisparetips, så vi kunne dele disse med hinanden og således i fællesskab opnå et lavere energiforbrug.
Vores kunders bedste energispareråd
De mange mails vi modtog vidnede om, at der bliver sparet masser af penge på el, vand og varme hos Gasels kunder. De fortalte os også, at der hersker stor kreativitet og bred viden omkring energiforbrug generelt.
De 10 bedste energispareråd vi modtog var:
- Sluk dine elektriske apparater på stikkontakten. Så undgår du at for eksempel tv og pc bruger strøm i standbyfunktion. I en typisk husstand kan standby-forbruget faktisk løbe op i 400 kWh pr. år og i nogle tilfælde mere, hvis hjemmet har meget elektronik.
- Brug en elspareskinne. Det er en intelligent stikdåse, som afhængigt af model selv kan slukke for strømtilførslen, når forbruget kommer under 20 W – eller giver mulighed for manuelt at slukke for alle tilsluttede elektriske apparater ét sted.
- Skift til LED-pærer. Med dette energispareråd kan du spare op til 90% af det elforbrug, du ellers ville bruge til belysning. Som en ekstra bonus holder LED-pærer også ofte i årevis.
- Tænd lys med omtanke. Tænd kun elektrisk lys i de rum, hvor du opholder dig - og brug eventuelt stearinlys i stedet for kunstigt lys.
- Udnyt ovnens eftervarme. Et energispareråd der nemt kan integreres i hverdagen er at slukke for ovnen ti minutter før, maden er færdig. Eftervarmen i ovnen sørger nemlig for at maden bliver færdigtilberedt, uden at der bruges el.
- Brug køleskabet til optøning. Et af de energisparetips der gik igen flere gange var at tø frosne madvarer op i køleskabet. Derved tilfører man nemlig automatisk kulde til køleskabet, som så skal bruge mindre elektricitet på nedkøling.
- Lad vasketøjet tørre på tørresnoren. Ifølge www.sparenergi.dk koster det omkring 6 kroner, når du tørrer dit tøj i en A-mærket tørretumbler og 2 kroner, hvis mærket er A+++. Der er således mange penge at spare, hvis du bruger tørresnoren, når det er muligt.
- Puds dine vinduer. Så kommer der mere dagslys ind, som både gør rummene mere lyse og hjælper med til at opvarme boligen. Dermed er der tale om et energispareråd, der både påvirker elregningen og varmeregningen. Pudser du dine vinduer i regnvand, sparer du desuden også på vandet – og så slipper du for kalkpletter.
- Udskift cirkulationspumpen, hvis den er forældet. Et af det bedste energisparetips, som kan give en lavere elregning år efter år, er at skifte boligens cirkulationspumpe til en nyere model, der tilpasser sig boligens behov. I modsætning til en gammel model, som kører konstant.
- Luft ud med gennemtræk i 5-10 minutter. I stedet for at lade et enkelt vindue stå på klem hele dagen, kan du med fordel nøjes med en enkelt effektiv udluftning eller to. Ved kun at lufte ud i kort tid ad gangen, bliver boligens indermure nemlig ikke underafkølet. På den måde sparer du på den varme, der efterfølgende ville skulle bruges til at genopvarme hjemmet. Her er desuden tale om et energispareråd, som har et godt indeklima som bonuseffekt.
Udover de praktiske energispareråd, er vi også nødt til at fremhæve et par af de mere kreative, som fik os til at trække på smilebåndet:
- Gå i seng samtidig med hønsene. Det er et udtryk, der dækker over, at man går tidligt i seng. Ved at gøre dette, sparer man på den elektricitet og varme, man ellers ville have benyttet, hvis man var vågen.
- Køb uldsokker og uldtæpper og spar på varmen. Det er hyggeligt og rart.
- Skru ned for varmen i soveværelset. Put dig i stedet ind til din dejlige kone.
Vinderen med det bedste energispareråd
Vinderen blev Pavia Winther og hans familie. Ikke kun på grund af de gode energispareråd, men lige så meget, fordi hele Pavias familie var engageret i projektet om at opnå energibesparelser i hjemmet.
Familien udloddede nemlig en ekstra præmie til den i familie, der kom med det bedste energisparetip.
Det betød blandt andet, at Pavias 5-årige søn også var engageret og gik op i at spare på energien. Det fortjente efter vores mening førstepladsen, hvilket blev belønnet med et gavekort til Elgiganten.
Tak for de mange gode energispareråd til alle jer, der gerne ville deltage!